Sådan opbygger du en diversificeret aktieportefølje

Det er let at sige, at det bare gælder om at komme i gang med at investere, og mange kaster sig da også hovedkulds ud i det. Her ser vi på et af indsatsområderne for at blive en bedre investor, nemlig diversificering af porteføljen. Læs med, hvis du også ønsker at udvikle dig og få endnu større chance for succes på aktiemarkedet.

Hvis man ikke har så meget tålmodighed, eller man ikke orker at sætte sig ind i det hele fra starten, kan det, med måde, være en god idé bare at springe ud i det for at lære sig selv at kende som investor og se, hvordan man handler. Når man har været i gang en tid, kan man begynde at se på, om der er ting, der bør rettes op på, og dernæst forsøge at gøre det.

Øl går aldrig af mode

En vigtig ting, når man handler med aktier, er at sprede sine investeringer, så man så at sige ikke lægger alle sine æg i én kurv. Her kan det være en god idé at købe forskellige typer af aktier, således at man blandt andet har aktier af typen, der klarer sig næsten uanset, hvad der sker. Det gælder f.eks. øl, for mennesker vil altid drikke øl, uanset hvad der sker. Både i Danmark og udlandet findes der bryggerier, man kan investere i, og blandt de danske findes Carlsberg, Harboes Bryggeri og Royal Unibrew, som man kan overveje at købe. Intet er dog sikkert, og også disse aktier faldt under det store krak, da Coronakrisen var en realitet, fordi restauranter, barer, spillesteder og sportsarenaer var tvunget til at lukke. Andre typer af aktier, der klarer sig, næsten uanset, hvad der sker i verden er f.eks. medicinalfirmaer og banker.

Spred dig over flere sektorer

Det er altså godt at sprede sine investeringer over flere sektorer, således at man reducerer sin risiko for tab. Man kan derfor med fordel kigge helt vejen rundt og vælge aktier fra både luftfart, banker, transport, medicinal, forbrug og andre, så man har de andre, hvis en af sektorerne krakker midlertidigt og kurserne dykker.

Hvor risikovillig er du?

Herudover kan man se på sin risikoprofil. Mange investorer foretrækker at sætte alle deres penge i solide danske aktier fra det danske eliteindex C25, som er en slags hitliste over de mest handlede aktier, mens andre kører med høj risiko over hele linjen. Det sidste må dog frarådes, og hvis man synes, det er for kedeligt med udelukkende C25-aktier, kan man vælge at sætte f.eks. 50% af sin portefølje i de relativt sikre selskaber, 35% i lidt mindre sikre og endelig 15% i højrisikoaktier, som man kan se som en slags lottokupon.